Forberedt på kriser
Til beboere og pårørende.
Kære beboer og pårørende
De statslige myndigheder har tidligere offentliggjort anbefalinger til, hvordan vi alle sammen kan være forberedte på kriser ved at sammensætte et hjemmeberedskab, så vi kan klare os i tre døgn i situationer med forsyningssvigt.
Vi bor heldigvis grundlæggende et trygt og sikkert sted, som betyder, at vi i hverdagen har en stabil adgang til basale fornødenheder som strøm, vand, varme og mad. Men myndighederne vurderer samtidig også, at vi står overfor et ændret risikobillede i fremtiden, hvor forsyningerne kan blive påvirket. Hvis krisen rammer, så er det vigtigt, at vi er forberedte, så vi kan tage vare på os selv og hinanden.
I Lyngby-Taarbæk Kommune forholder vi os selvfølgelig til myndighedernes anbefalinger om at være forberedt i tilfælde af kriser. Som beboer og pårørende kan du derfor være betrygget i, at vi følger myndighedernes råd, så vi bedst muligt kan håndtere en situation med forsyningssvigt. Herunder kan du læse, hvordan vi i Lyngby-Taarbæk Kommune håndterer et beredskab på plejehjemmene på baggrund af anbefalingerne fra Styrelsen for Samfundssikkerhed:
Mad og drikkevand
· Vi sikrer os, at der er mad til minimum tre døgn, og vi sørger også for, at du har drikkevand til rådighed ved at indkøbe vand på flasker.
Medicin og hygiejne
· Vi sørger for, at du har medicin til rådighed, og at der er hygiejneartikler i form af toiletpapir, hånddesinfektion, vådservietter m.m.
Ønsker du andre fornødenheder?
Hvis du ønsker at have andre fornødenheder til rådighed, vil vi bede dig om selv at indkøbe dette, eller aftale med dine pårørende eller din kontaktperson, at de kan hjælpe dig med at anskaffe det, du ønsker. Det kunne fx være ekstra tæpper, en powerbank eller nogle batteridrevne lyskilder til din bolig i tilfælde af strømafbrydelse.
Har du spørgsmål?
Du er velkommen til at tage fat i afdelingslederen, hvis du har spørgsmål til, hvordan vi håndterer anbefalingerne fra Styrelsen for Samfundssikkerhed.
Du kan også læse mere om anbefalingerne på deres hjemmeside www.samsik.dk.
Venlig hilsen
Charlotte Holde Østerby
Centerchef i Center for Sundhed og Omsorg